Lutherstadt Eisleben – fødsel og død

Vi har vist fulgt en vis herres fodspor på det sidste. Måske bliver det mit sidste indlæg, hvori Martin Luther er nævnt, men jeg kan intet love. Denne herre har det med at dukke op alverdens steder.

I sommerferien skulle vi fra A til B. På vores vej skulle vi lige have en kort frokostpause. Efter et hurtigt kig på kortet faldt valget på Lutherstadt Eisleben. Byen hvor Martin Luther blev født den 10. november 1483 og siden hen også døde 18. februar 1546.

Og bemærk lige tilfældighedernes sammentræf. I dag på denne regnfulde aften den 10. november sidder jeg her og skriver på endnu et indlæg (som burde forlængst være skrevet). Jeg skriver om Luthers fødeby – og lige netop denne dag for 534 år siden blev Luther født. Hvilket pudsigt sammentræf :0)  Og så sidder jeg her og spekulerer på om Martin mon blev opkaldt efter Sankt Martin ( Morten Bisp på dansk), for netop i aften er det Mortensaften, men det er en anden snak – og noget jeg slet ikke ved noget om.

  

Eisleben er en by i delstaten Sachsen-Anhalt. Siden 1938 har byens officielle navn været   Lutherstadt Eisleben. Vi gjorde kort ophold i byen en lørdag ved middagstid. Byens “travle” torv “emmede” af liv. Her på torvet skuer Luther ud mod det handlende godtfolk, der solgte alt fra gamle gryder, plastik legetøj, udtjente lamper og andet ragelse. Vi opdagede ikke just noget, vi ikke kunne leve uden. Ud over markedet på torvet, var der ikke megen liv i byen denne lørdag omkring middagstid.

  

Første stop blev kirken St. Andreas. Det var her Martin Luther gav sine sidste fire prædiker i perioden fra 31. januar til 15. februar 1546. Dagen efter reformatorens død (18.februar 1546) blev han placeret her i kirken indtil han via Halle blev overført til Slotskirken i Wittenberg.

Overfor kirken ses “Luther Sterbehaus”, som findes på adressen Andreaskirchplatz 7. Grundet forvirring skabt tilbage i 1726, hvor kronikeren Eusebius Francke forbyttede nogle huse, fik byen i 1862 købt det forkerte “Sterbehaus”. Luther døde nemlig ikke i dette hus, men i huset på adressen Markt 56, som i dag huser Hotel Graf Mansfeld. Ikke desto mindre fungerer huset på Andreasplatz 7 i dag som et mindesmærke for Luther og museum. Vi nøjedes med at betraget huset uden fra – dette ganske uvidende om, at vi faktisk kiggede på det forkerte hus. Herefter en hurtig currywurst ved den lokale pølsevogn.

 

 

I slentre tempo gik vi på opdagelse i byen. Turen fortsatte videre mod St. Peter-Pauli-kirken. Her blev Luther døbt. Og siden videre mod huset, hvor Luther blev født. Huset er gennem århundrede plejet af byens borgere. Luther er og bliver byens “hovedperson”. Byens borgere har gennem generationer værnet om ham og hans eftermæle. I dag er bygningen indrettet som museum, der fortæller om Luthers barndom og ungdom. Vi sprang også dette museum over. Til forældrenes store overraskende blev begge piger en smule fornærmet over ikke at skulle på museum netop denne dag. Men vi skulle videre. Videre mod Harzen.

Min viden er hentet her:

www.eisleben.eu

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *