Burg Eltz – ægte ridderstemning midt i skoven

Dybt inde i skoven ligger Burg Eltz – et eventyrslot med vaskeægte ridderstemning. Stedet her emmer af historie. Det er nemlig sådan, at mange af Tysklands borge har gennem tiderne ofte været i skudlinien med store skader og omsiggribende genopbygninger til følge. Men ikke Burg Eltz. Borgen har nemlig været godt gemt væk fra fjender. Derfor står Burg Eltz stort set uberørt hen. Det giver et helt unikt indblik i, hvordan en middelalderlig ridderborg gennem tiderne har set ud. Borgen afspejler hele 500 års byggestil. Dertil har borgen, som en af de få borge i Tyskland, været i den samme families eje gennem de seneste 30 generationer – sådan ca. 850 år.

 

Turen starter (som den så ofte gør ved borge) ved parkeringspladsen. Der betales for parkeringen og herefter fortsætter turen mod borgen til fods. Der kører dog også shuttlebusser. Det mærkværdige med netop denne borg er, at det ikke går stejlt op ad bakke. Det er på ingen måde et bjerg, der skal bestiges. Tværtimod. Det går jævnt stille og roligt ned af bakke – det betyder dog turen retur vil gå op ad bakke, men det er altså ikke stejle stigninger, der er tale om. Meget af turen går ad brede stier gennem skoven forbi betagende vandløb, skråninger af skifer og en masse træer. Pludselig slår stien et sving og der dybt inde i skoven ligger Burg Eltz. Et fantastisk eventyragtigt syn. Så imponerende og så betagende.

 

 

Burg Eltz er en kæmpe turistattraktion. Her kommer mange gæster dagligt og den opgave klares uden tvivl med tysk grundig- og ordentlighed. Vi blev mødt af søde unge kvinder i billetlugen. Vi blev sat godt ind i, hvordan det fungerede med rundvisninger på forskellige sprog. Eftersom vi havde børn med fik vi hvert barn en lille rolle Prinzen kiks, som viste sig at være super gode at have ved hånden til hjemturen.

Det er sådan, at man ved slottets indgang selv vælger, hvilket sprog (primært engelsk eller tysk) man vil have sin guidede tur på. Vi valgte tysk. Vores medrejsende familie fra Danmark inkl. børn valgte engelsk. Efter få minutters venten kom to imødekommende guider frem og annoncerede, at om 5 minutter startede den tyske rundvisning og efter yderligere 10 minutter ville den engelske starte. Og afsted med os.

Vores guide, sød og smilende forøvrigt, satte en flok nysgerrige tysktalende mennesker godt og grundig ind i borgens historie. Nøje og uden hast gik vi gennem de mange rum. Borgen var oprindeligt eget af tre grene af samme slægt. Dermed også tre forskellige borge i selve borgen. I dag ejes borgen af kun én af slægtens. En gren af slægten uddøde, da der ikke var arvinger og en gren blev købt ud ejerskabet.

Efter endt rundtur ventede vi på resten af vores følge. I mellemtiden fik vi udforsket borges udearealer. Efterfølgende gik vi sammen ned i borgens skatkammer for at besigtige de mange kostbarheder.

Udover en rundvisning og skatkammer byder Burg Eltz på en hyggelig café til overkommelige priser og på varme sommerdage kan fødderne dyppes i floden, der løber ved borgens fod.

  

 

Er man ved Moselflodens breddegrader kan en afstikker til Burg Eltz så absolut anbefales. Det er virkeligt imponerende! Det er som at træde ind i et eventyr – et eventyr om ægte riddere og prinsesser – på en vaskeægte ridderborg.

 

Se mere her www.burg-eltz.de

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *