Erfurt – Thüringens hovedstad

Erfurt blev sidste stop inden bilen blev pakket og vejen via Autobahn førte os op til Danmark, hvor resten af sommerferien blev holdt. Vi var lidt matte og mætte af sommerens mange tyske eventyr. Erfurt og byens mange flotte pladser, smalle gader, kirkespir, butikker med mere blev derfor nydt i slentretempo.

Lige som en masse andre tyske byer, så har Erfurt et par år på bagen. Byen blev nemlig grundlagt som bispedømme helt tilbage i år 742 af ærkebiskop Bonifatius (680-755). Siden voksede byen sig stor, rig og betydningsfuld. Dette skyldtes blandt andet byens vigtige handelsposition, hvor den særligt dyre blå farve fra planten Vadj, blev en eftertragtet vare fra byen. I 1379 blev byens universitet grundlagt (faktisk Tysklands tredjeældste universitet) og byen blev dermed også et politisk, kulturelt og intellektuelt centrum.

 

thumb_img_9462_1024 thumb_img_9466_1024 thumb_img_9468_1024

Man er nu ikke tvivl om at kirken og kristendommen har haft en betydningsfuld position i byen. Et kig op i luften giver hurtigt en fornemmelse af, at her er mange kirker. Faktisk er der spir fra 25 kirker, 15 klostre og 10 kapeller, der alle troner sig højt over i byens tage.

Domkirkehøjen

Bykernen er domineret af domkirkehøjen med de to store middelalderkirker – Mariendom og Severinkirche. I domkirkens indre ses de imponerende ca. 18 meter høje glasmalerier i helt utrolige farver. Og lige så imponerende er verdens største frit svingende klokke fra middelalderen „Gloriosa“. Af hensyn til klokken bliver den kun benyttet ved de allerhelligeste højtider så som jul, påske og pinse.

Da vi stod for foden af Domkirkehøjen kunne vi ikke benytte den ellers ivrigt brugte trappe op til de to kirker. Trappen var simpelthen spærret, idet man var ved at gøre klar til én af byens festivaller “DomStufen-Festspiele”. Desværre noget vi ikke fik oplevet – kun byggerodet.

thumb_img_9477_1024 thumb_img_9476_1024 thumb_img_9472_1024

Citadelle Petersberg

Turen fortsatte op af bakken til fæstningsanlægget Citadelle Petersberg, som blev opført i 1665 og er et af Europas bedst bevarede fæstningsværker. Her blev der tid til at nyde udsigten over byen og drikke noget koldt i caféen midt inde på selve citadellets plads.

Der var mange andre ting vi gerne ville have set i Erfurt. Det gælder blandt andet den ældste synagoge i Europa, Alte Synagoge. Vi besøgte byen en mandag og mange steder inkl. synagogen var desværre lukket.

thumb_img_9454_1024 thumb_img_9457_1024thumb_img_9492_1024

Krämerbrücke

I Erfurt er den bebyggede bro over floden Gera, Krämerbrücke, særligt kendt. Broen er i hele dens længde bebygget med huse. Faktisk over 30 bindingsværkhuse står side om side på broen. Dette gør broen til den længste bebyggede bro i Europa. Og hvlken bro! Den er så fin, så hyggelig og fyldt med spændende kunsthåndværkere, designbutikker, unika, lækre kvalitetsfødevarer og de hyggeligste caféer. Turen i Erfurt må absolut gå forbi denne bro.

thumb_img_9452_1024 thumb_img_9450_1024 thumb_img_9486_1024

På sporet af Martin Luther

Afslutningsvis en lille servicemeddelelse. Erfurt er også én af de mange tyske byer, hvor Martin Luther har færdedes. Det var her, at han i 1501 studerede jura på universitetet. Han besluttede sig siden hen for at blive munk og bosatte sig fra 1505 i byens Augustinerkloster. Det var her han blev ordineret munk. Jubilæumsåret for reformationen i 2017 bliver også markeret i Erfurt. Vi fulgte i denne omgang ikke i Luthers fodspor. Se mere om jubilæumsåret her: www.erfurt-tourismus.de/home/luther-2017-in-erfurt/

 

Min viden er hentet her

www.thueringer-staedte.de

www.germany.travel

www.erfurt-tourismus.de

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *