Rothenburg ob der Tauber – et stop på Romantischer Strasse

Der har været musestille herinde på bloggen. Vi har nemlig haft sommerFERIE. En  sommerferie, som var længe ventet. Dejligt at kunne sætte hverdagen på pause og komme lidt væk fra job, skole og de mange gøremål hverdagen byder på.

Bilen blev pakket og familien var klar til at begive sig ud på nye tyske eventyr. Første stop blev én af Tysklands absolutte turistbyer – Rothenburg ob der Tauber. Middelalderbyen, der står urørt hen med sine bindingsværkshuse, smalle gader, velbevaret bymur og et hav (eller nærmere bestemt et ocean) af turister fra alverdens lande. Dog tegner der sig et helt klart billede af, at denne by er særligt populær blandt amerikanere og japanere. Alt i alt besøges byen årligt af 1,5 millioner turister.

thumb_IMG_8405_1024 thumb_IMG_8366_1024

Når man lige ser bort fra den store mængde af turister er Rothenburg ob der Tauber en ganske hyggelig by, der rummer en hel del middelalderstemning. Der er ingen tvivl om, at  byen har haft en væsentlig betydning op gennem tiderne. Dette vidner de mange utroligt smukke samt rigt dekorerede huse, den imponerende kirke og det flotte rådhus om. Den tykke bymur, der med sine 2,5 kilometer omkranser byen, giver også et helt klart indtryk af at dette var en by, der var værd at passe på.

thumb_IMG_8417_1024 thumb_IMG_8425_1024

 

Romantische Strasse

Rothenburg ob der Tauber ligger ved floden Tauber og er én af de mange hyggelige byer, som den tyske turistrute “Romantischer Strasse” går igennem. Romantischer Strasse blev opfundet i 1950, hvor Tyskland påny ville tiltrække turister til landet. Ruten er Tysklands ældste og mest kendte turistrute, der strækker sig fra Würzburg mod nord til Füssen i syd – en strækning på over 400 kilometer. Vi gjorde kun stop ved Rothenburg ob der Tauber, som nok er ruten absolutte mest populære stop, men rutens popularitet skyldes nu også de mange andre spændende byer på ruten samt det smukke landskab man føres igennem.

Nå ja. Vi havde bestemt ikke Rothenburg ob der Tauber for os selv, men én ting er helt sikkert, vi var bestemt de eneste, der mødtes med gamle naboer fra Aalborg netop denne dag.

 

Læs mere på

www.rothenburg.de

www.romantischestrasse.de

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *